NORTH køber Bankbrokers i DK, SE og NO
Published
Read time
NORTHs første internationale ekspansion
NORTH, som er Danmarks første uvildige rådgivningshus inden for erhvervsforsikring, firmapension, financial procurement og realkredit, har købt rådgivningsvirksomheden Bankbrokers skandinaviske forretning. Med opkøbet bevæger NORTH sig for første gang uden for Danmark og ekspanderer internationalt for i højere grad at kunne dække kundernes behov for finansielle aftaler på tværs af landegrænser. Parterne har aftalt ikke at oplyse købsprisen ved handlen, som træder i kraft fra starten af det nye år.
Bankbrokers blev lanceret i Stockholm i 2008 og har opbygget en stærk international forretning med hovedkontor i Oslo. De er i dag til stede i otte lande og sælger nu deres forretning i Norge, Sverige og Danmark til NORTH, mens den øvrige del af Bankbrokers fortsætter under det eksisterende brand. Bankbrokers rådgiver virksomheder i Skandinavien, som ønsker at opnå bedre finansielle løsninger samt reducere deres omkostninger til bankydelser, at optimere deres betalingsløsninger eller få rådgivning om gældsfinansiering.
”Vi har foretaget et strategisk opkøb i et forretningsområde, hvor vi forvejen er størst i Danmark, og som på én gang giver os en markant tilstedeværelse i Norge og Sverige. Der er et meget stort potentiale i at forbedre erhvervslivets finansielle aftaler og ydelser, hvor finansielle produkter allerede i dag er internationale. Med Bankbrokers skandinaviske forretning styrker vi værditilbuddet til og rådgivningen af de mange nordiske virksomheder med aktiviteter over landegrænserne,” siger Group CEO Lars Gundorph, NORTH.
Bankbrokers omsætter for cirka DKK 25 mio. og beskæftiger i alt 17 medarbejdere med ni i Norge, fem i Sverige og tre i Danmark, der alle tilbydes at fortsætte som del af Financial Procurement hos NORTH.
”Vi har valgt at sælge vores skandinaviske forretning til NORTH, som er en succesrig og ambitiøs aktør med planer om at udvide og styrke deres tilstedeværelse i Skandinavien. Vores skandinaviske organisation passer perfekt til deres ambitioner om at etablere en platform for vækst udenfor Danmark,” siger Group CEO Trond Tidemann, Bankbrokers.
NORTH er i Danmark markedsleder indenfor uvildig finansiel rådgivning og har i Financial Procurement samlet 15 specialister inden for finansielle produkter herunder betalingsløsninger, betalingstyper, finansiering, indlån, valutaomvekslinger, finansielle kontrakter, leasing, cash management samt realkreditfinansiering. Financial Procurement har haft en stærk udvikling og er det seneste år vækstet med over 50%.
NORTH Financial Procurement har rådgivet mere end 200 danske virksomheder og organisationer og f.eks. forbedret deres banksamarbejder, vurderet og optimeret deres online og fysiske betalingsløsninger eller optimeret arbejdskapitalen med nye factoringsprodukter for herved f.eks. at frigive kapital til investering.
NORTH blev etableret i april 2021 og har siden konsolideret branchen gennem opkøb af omkring 20 selskaber. NORTH har i dag 250 medarbejdere og ønsker at sætte en ny standard for finansiel rådgivning og skabe tryghed i virksomhedernes beslutninger gennem 360-graders risikorådgivning og med udbredt brug af digitale værktøjer.
NORTH tilbyder rådgivning til private og offentlige virksomheder enten som uvildig mægler eller via en omkostningseffektiv agenturmodel baseret på brancheaftaler, som sikrer mindre virksomheder gode aftaler til attraktive priser.